Kontakt os
Bestil fremvisning
Diskret sag, Charlottenlund
Nyhed
I hjertet af Charlottenlund, tilbagetrukket på en lille, rolig privat vej og tæt på områdets mange parker, handelsstrøg og Øresund, ligger dette supervelindrettede og gennemgribende opdaterede rækkehus. Her får du en bolig, hvor moderne komfort, kvalitetsforbedringer og hyggelige omgivelser går hånd i hånd.
Huset byder på egen parkeringsplads, et rummeligt skur med god plads til cykler, haveredskaber og opbevaring samt en dejlig, overskuelig have med stor fliseterrasse. Haven er særligt beskyttet, hvilket giver en lang udesæson og skønne lysforhold året rundt. Den store elektriske markise, som dækker næsten hele husets længde, gør det muligt at nyde både solrige og regnfulde dage udendørs – også når det lange spisebord er dækket til familie og venner.
Indenfor mødes man af et lyst og indbydende køkken-alrum og stue med gennemgående udsyn til haven fra begge sider. Det rummelige Kvik-køkken er af høj kvalitet og indrettet med god arbejds- og opbevaringsplads. Både inde og ude er der plads til de store sammenkomster, og de nye trægulve understreger boligens varme og indbydende atmosfære. I stueetagen findes desuden et gæstetoilet med vaskemaskine og tørretumbler. På førstesalen ligger tre lyse værelser med indbyggede skabe, repos og et badeværelse med badekar og bruser. De gennemgående gulve giver et harmonisk udtryk, og planløsningen rummer mulighed for at sammenlægge rum, hvis behovene ændrer sig. Boligen er løbende moderniseret med blandt andet nyt tag, ny hoveddør, ekstra isolering i ydervægge og på loft, nye sydvendte vinduer på førstesalen samt udendørs vandhane i forhaven. Facaden i mahogni kan efter ønske slibes frem til den smukke naturlige træfarve, og stuevinduerne kan, hvis man ønsker det, udskiftes til skydedøre i fuld højde, som vil skabe en endnu stærkere forbindelse mellem hus og have.
Haven er en lille oase med et rigt dyreliv, som kan nydes året rundt. Foråret starter med vintergækker, erantis, krokus, hyacinter og påskeliljer, hvorefter roser, sommerblomster og høstanemoner tager over helt frem til november. Om vinteren blomstrer blandt andet juleroser (Helleborus), og med en lyskæde i trækronen skabes en hyggelig stemning i de mørke måneder. Æbletræet giver masser af velsmagende æbler uden at optage meget plads, mens den podede løn kan beskæres kraftigt og hvert år vokser frem med en flot krone. Trods den åbne fornemmelse i haven er der meget begrænset indkig. Naboerne er rare og imødekommende, og bebyggelsen er kendt for et stærkt naboskab, en sund økonomi med opsparing og en fælleshave, som løbende udvikles med blomstrende buske og opstammede træer. Mange har boet her i årevis – et godt tegn på, hvor godt man trives.
Alt i alt er dette en præsentabel, indflytningsklar og velfungerende bolig med masser af kvaliteter, både synlige og usynlige. En lille perle, som man glæder sig til at komme hjem til – og som er svær at finde magen til.
-
Michelle Dahl Gray
Stifter og Indehaver, Ejendomsmægler MDE
Diskret sag, Charlottenlund
Nyhed
Vi har passion for ejendomme
Velkommen til Dahl Gray, hvor vores passion for ejendomme går hånd i hånd med vores engagement i at skabe en unik og personlig oplevelse for vores kunder. Med et dedikeret team af eksperter og en stærk forankring i det danske ejendomsmarked, stræber vi efter at hæve standarden for service og professionalisme.